Jeg har i sandhed fundet ud af, hvor hurtigt tiden flyver, når børn er en del af det. Kliché? Jo jo, men seriøst. Saxo bliver fire år om mindre end to måneder. Fire! Og Isen? Jamen jeg har jo lige født hende, eller?
Og selvom Saxo selvfølgelig stadig har brug for sin mor, mig. Så er han bare så godt på vej til at blive stor. Han har sit helt eget univers, interesser og hobbyer, jeg ikke er en del af, gode kammerater, legeaftaler med børn fra børnehaven osv.
Og før vi ved af det kalder skolen, og så tænker jeg, at vi for alvor vil føle, at vi har et stort barn.
Og det er pisse fedt. Virkelig. Jeg elsker udviklingen, at han bliver ældre og mere selvkørende. Jeg elsker, at have et stort og selvstændigt barn.
Det er bare gået så ufatteligt stærkt. Og med den erfaring i mente, betyder det også, at jeg virkelig ikke har travlt med noget som helst omhandlede Isolde.
Jeg har ikke travlt med at begynde på fast føde, stoppe amning, få mig-tid, få hende i tremmeseng, ind på eget værelse, ‘lære hende’ at falde i søvn selv eller lade hende passe af pædagoger i en institution, overhovedet.
For jeg ved nu, at det kommer tids nok og før end man regner med. Det går SÅ stærkt.
Institutionsdelen især, er noget, der fylder mine tanker pt.
Hun skal selvfølgelig gå i samme institution som storebror, og jeg har nu fået talt med dem dernede, om mit ønske, som er, at hun ikke skal starte før hun er halvandet år gammel (og aller helst endnu senere). De satser på, at de kan få hende ind deromkring. Det er jo dejligt. Så det er min foreløbige plan.
Er der noget jeg fortryder her i livet, så er det at jeg sendte Saxo i vuggestue da han var 12 måneder gammel. Før han kunne gå, før han havde et sprog og før han havde en evne til at kunne fastholde et mentalt billede af Casper og jeg når vi var væk.
Jeg fortryder det fordi jeg ved, at det ikke var det bedste vi kunne tilbyde. Jeg fortryder at jeg ikke brugte tiden med ham, da han havde aller mest brug for mig. Og ja, også selvom han altid umiddelbart har trives i sin institution.
Men jeg er fortrøstningsfuld. Han er robust og mega sej, ingen skade er sket.
Men jeg vil selvklart gerne gøre det anderledes med Isolde. Så det er planen. Ingen vuggestue før hun er 18 mdr, mindst. Jeg håber det kan hænge sammen. Jeg er selvstændig, så intet er sikkert. Vi må se til den tid.
Men shit, jeg har mange tanker om det hele.
Mest omkring mit arbejdsliv, som jeg jo elsker. Jeg er heldig at kunne arbejde fra hjemmet. Men kan jeg overhovedet få lavet bare en lille smule med Isolde “på slæb”? Selv nu, hvor hun jo stadig er så lille og hun sover temmelig meget, er det svært for mig at nå noget. Og lets be honest, børn er krævende. Der er gang i den konstant, og det kan være pisse hårdt. Jeg har ikke noget behov for at romantisere livet med småbørn, for uanset hvor elskede de er, ér det også bare virkelig hårdt arbejde.
Jeg må håbe at Isen til den tid gider sove nogle lange lurer, så jeg forhåbentlig kan få lidt tid til at arbejde når hun sover. Og så håber jeg stadig på, at noget familie kan træde til, så jeg måske kan få en-to arbejdsdage om ugen. Det ville være så optimalt. Men det er stadig uvist. Det hele er uvist og helt seriøst, den lette løsning for os allesammen havde været at smide hende i vuggestue når hun fylder et år. Så kunne jeg arbejde, tjene penge og have masser af mig-tid.
Men jeg kan ikke bære det i mit hjerte. Ikke fordi jeg ikke kan undvære hende og har brug for at være sammen med hende 24/7. Sådan er det faktisk ikke. Men jeg vil ikke byde hende institutionslivet så tidligt.
Så for nu er det planen..
Sååå hvis der sidder nogen derude med små børn på alder med Isen, som også satser på at blive hjemme længere tid, så råb lige højt, ikke? Så laver vi da en legestue ; )